Et netværk du aldrig får igen
Aja Guldhammer Henderson tog fra Christania til Vestbirk. Et radikalt miljøskifte og et ophold, som gav hende venner for livet, gode værdier og en dejlig kæreste
Hun klinger rygende københaaaavnsk, da vi fanger hende på mobiltelefonen.
Aja Guldhammer Henderson voksede op i en et hippie-kollektiv på Christiania. Fra hun var fem år gammel færdedes hun frit i København, og var i det hele taget vant til at træffe alle beslutninger selv. Derfor kan man også spørge om, hvad der fik hende til efterskolen i det østjyske.
»Jeg havde en hest, men havde også lyst til at udfordre mig selv. Og det kom jeg godt nok til. Regler, ingen mobiltelefon og jyske landbørn var meget langt fra min opvækst,« siger hun med et klingende grin og fortsætter.
»Min mor spurgte mig, om jeg virkelige havde lyst til at gå der.«
Aja tog, sammen med en veninde, til den sidste åbent-hus-dag inden skolestarten – og alt var optaget.
»Vi var jo meget københavnske, så vi bad om at tale med ham, som bestemte – og så forklarede jeg ham, at jeg ville starte året efter,« fortæller hun.
Hun må have gjort et stort indtryk på forstander Jesper Rixen – to dage senere var hun inde.

Værdier og netværk
Aja er i dag en globetrotter. Hun veksler mellem en hardcore forretningsverden, som universitetsgrader i økonomi, psykologi og international business giver hende adgang til. Og så bryder hun pludselig af og tager til Indien og arbejder frivilligt på børnehjem.
»Jeg har altid dyrket modpolerne, det var måske også derfor, at jeg tog på Vestbirk. Og det har jeg aldrig fortrudt,« siger hun.
Hun fremhæver især netværket, som blev skabt på et tidspunkt, hvor alle var åbne. Hendes bedste veninde er fra efterskoleopholdet – og også hendes nuværende kæreste, som dog har fået lov til at hvile i otte år, inden han kom ind i varmen. Hun har ikke siden følt så stærkt et netværk – heller ikke på de universitetsstudier, hun senere har været på.
»Jeg tror faktisk, at det var en fordel for mig, at jeg kom langt væk fra. Man tog ikke lige hjem,« siger hun.
Det gav tætte bånd, også til lærerne.
»Jeg husker stadig dansktimerne ved Annalise (forstanderinden). Det var højt niveau, og så gav hun os forståelse for nogle værdier, som jeg stadig lever efter i dag,« siger hun og fortsætter.
»Det handler om at være åben, ikke dømme fremmede og i det hele taget opføre sig ordentligt. Det var interessant for mig, som var opvokset et sted, hvor jeg kunne gøre lige nøjagtigt, hvad der passede mig.«
Aja Guldhammer Henderson har været meget ude at rejse i tre år. Men ellers er hun fast gæst til alle elevarrangementer på skolen. Så tager hun et par vejrmøller ned ad de store græsplæner.
»Gymnastikopvisningen var jo også fantastisk – det var et fedt projekt, som bandt os sammen,« siger hun.