I KASHMIR ´s fodspor
Fem tidligere elever fra VMSE har vundet sceneplads på næste års SPOT-festival i Århus.
Og ja, det hele startede på efterskolen, ligesom Kashmir, ét af Danmarks største rockbands
»Det var helt vildt, det har givet os en tro og energi på, at vi kan lykkes med vores egen musik.«
Niels Ravn Holm er forsanger og keyboard-spiller i bandet Orange Extended, som opstod i efteråret 2010 på Vestbirk Musik- & Sportsefterskole. I foråret deltog bandet til et en ungdomsfestival og slog 45 andre bands i kampen om en plads på den eftertragtede SPOT-festival i Århus til næste sommer.
»Der var dommere på, men det fedeste var faktisk publikums reaktion. Vi følte os godkendt og fik lyst til at arbejde hårdere,« siger forsangeren.
Plads til udvikling
De fem medlemmer i Orange Extended var alle elever på efterskolens musiklinje. De havde en aftale med skolens lærere og ledelse om, at de kunne låne en nøgle og øve, når de havde overskud til det. De fik små fif af musiklærerne, men havde en målsætning om at lave deres egen lyd og musik – uden indblanding.
»Vi har fået plads til at udvikle vores band, og har kun mødt imødekommenhed og hjælp fra skolen,« siger Niels Ravn Holm, som i dag går i gymnasiet.
Han valgte Vestbirk for sine overlegne musikfaciliteter, som han siger. Og han blev ikke skuffet.
»Du finder ud af, at musik er meget mere end at spille i band, jeg har fået en meget større musikalsk dybde,« siger han og fortsætter.
»Du har 8-9 timer om ugen, hvor lærerne fylder på med både teori, musikforståelse og historie – og så er der plads til at øve sig vildt meget.«
Niels har ofte brugt lejligheden til at spille på de klaverer, som står i næsten alle rum på skolen. Måske som fællessang eller sammen med et par bandmedlemmer.
»Jeg har rykket mig i det praktiske spil og har fået meget ud af at kunne komme til lærerne uden for timerne – de er virkelige seje til deres fag.«
Energien intakt
Da vi snakker med Niels har han været sammen med bandet de seneste seks weekender. De spiller koncerter og øver som vilde.
»Vi har en fed energi fordi vi vil gøre det rigtigt godt til SPOT-festivalen, men det kræver da også noget af os,« siger han.
Én af udfordringerne er den geografiske afstand. Guitaristerne Adam og Rasmus bor i henholdsvis Grenå og Århus, Bassisten Andreas bor i Viborg, Magnus på trommerne i Horsens og Niels i Esbjerg. Altså næsten så spredt, som de kan blive.
»Arhh, vi bor da alle sammen i Jylland, så det skal nok gå,« griner Niels Ravn Holm.
Alle i bandet hjælper med til at få bandet kendt i det danske spillemiljø. De trækker på kontakter og får indimellem fede jobs. Som i den kommende tid, hvor de skal give koncert på Gyngen i Århus.
»Det handler om at få en masse rutine, så vi også kan levere et godt sceneshow – det har vi jo også lært om på skolen,« siger han.
Læs mere om bandet på: www.myspace.com/orangeextended
| FAKTA |
|
Bandet Kashmir startede deres karriere på en efterskole i København. Siden har de vokset sig kæmpestore og må betegnes som ét af landets største rock-bands. Et andet tidligere-efterskole-band er A Friend In London, som vandt det danske melodigrandprix, og hvor forsangeren Tim Schou i øjeblikket er aktuel i DR-baskeren Skjulte Stjerner. De startede i øvelokalet på en vestjysk efterskole i 2005 – og se, hvor de er nu! |

